Takket være selektiv avl er der mangfoldigheden af 193 AKC-anerkendte hunderacer, som vi ser i dag.1 Det har også givet næring til fremkomsten af såkaldte designerhunde, der udviser ønskværdige egenskaber. Det rejser så spørgsmålet, om det er klogt at opdrætte relaterede hunde, såsom far og datter, eller om det træder på nogle tvivlsomme moralske og etiske grunde.
Sagen til selektiv avl
Mange hunderacer i dag er resultatet af selektivt parring af to forskellige dyr for at hjælpe dem med at udføre deres arbejde bedre. Andre gange sker det for at reducere størrelsen af hvalpen eller gøre en yndet karakteristik mere almindelig. Tænk på de forskellige størrelser af pudler, fra miniature til standard. Observation ville forklare, hvordan det sker uden at vide noget om DNA eller genetik.
Den østrigske biolog Gregor Mendel fandt ud af det i 1862 med sine tre principper for arv. Hans arbejde fastlagde tre generelle regler, der kan hjælpe med at besvare dette spørgsmål om, hvorvidt man skal opdrætte far- og datterhunde. De omfatter:
- Lov om uafhængigt sortiment: Organismer arver egenskaber uafhængigt af andre karakteristika.
- Law of Segregation: Hver egenskab har to versioner eller alleler.
- dominanslov: Et udtryk af et gen er det dominerende af de to.
Afkom får en kopi af en egenskab fra hver forælder. Det plejede at være før Mendels eksperimenter, at folk troede, at resultatet var en blanding af de to. For eksempel ville parring af en hvid hanhund med en brun hunhvalp give solbrune hvalpe. Det er ikke nødvendigvis sandt. Der er dog nogle væsentlige konsekvenser af at opdrætte nært beslægtede hunde.
Sundhedsrisici ved indavlshunde
Ikke alle egenskaber er ønskelige hos mennesker eller hunde. Der er en genetisk komponent med nogle hundesygdomme. De omfatter lidelser, såsom hoftedysplasi hos store racer, en øget risiko for oppustethed hos danskere og døvhed hos dalmatinere. Forekomsten af disse uønskede egenskaber er direkte relateret til gendominans.
For eksempel, lad os sige, at du vil opdrætte en hund, der har langsomtvoksende negle i forhold til en, hvor de vokser hurtigt. Den første er den dominerende version med 'A'-allelen, og den anden er recessiv med den anden, 'a.' Hvis du opdrætter to hunde, hvor hvalpene arver med to 'A'-alleler, vil de alle have langsomme - voksende negle. Ligeledes vil hvalpe med A-a match også have den egenskab.
Hvis hundene får a-a-versionen, vil de have de hurtigtvoksende negle. Da egenskaben er recessiv, skal der være to kopier af 'a'-allelen, så hvalpene har denne egenskab. En dominerende egenskab behøver kun én. Det kan have betydelige konsekvenser for andre gener.
Sundhed og gendominans
Problemet med at avle far og datter hunde er, at indavl kan øge risikoen for, at uønskede recessive egenskaber opstår. Det betyder ting som den hoftedysplasi, vi nævnte tidligere. Det er en af grundene til, at velrenommerede opdrættere deltager i Canine He alth Information Center Program (CHIC) under Orthopedic Foundation for Animals (OFA).
Organisationen opretholder en database over sundhedstilstande, som visse racer er tilbøjelige til. Opdrættere giver specifikke screeningsresultater baseret på OFA's anbefalinger. De inkluderer også DNA-test baseret på en bestemt races sundhedsrisiko. Det er den legendariske win-win for alle personer, der er involveret i programmet.
Opdrættere lærer, hvilke dyr de ikke bør parre sig. Købere kan slå testresultaterne fra forældrehundene op for en bedre vurdering af deres sundhedsrisici. OFA samler alle disse oplysninger i én platform, der gør disse data nemmere at få adgang til og søge.
Fra et sundhedsmæssigt perspektiv er far-til-datter hundeavl uacceptabelt.
Etiske bekymringer ved far-datter-avl
De samme problemer, der er rejst med hundes sundhed, overlapper også hundeavlens etik. At bevidst tillade denne kamp at finde sted er forkasteligt på mange punkter. Det risikerer hundenes liv og hundeopdrætternes omdømme over alt, når individer engagerer sig i uprofessionel og umenneskelig praksis.
Fra et etisk perspektiv er far-til-datter hundeavl samvittighedsløs.
Langsigtet dødelighed og levedygtighed
Medfødte problemer som skeletdeformiteter eller systemlidelser kan have stor indflydelse på hundes livskvalitet og levetid. De præsenterer også økonomiske bekymringer over, om behandlinger er overkommelige. De sætter ofte kæledyrsejere i den uundgåelige situation at træffe beslutninger om dødshjælp. Alle disse punkter udgør en solid sag mod avl af far og datter hunde.
Det går dog ud over de umiddelbare virkninger af uønskede arvelige egenskaber. Det kan også påvirke en races levedygtighed på lang sigt. Organismer eksisterer, fordi de kan reagere genetisk på ændringer i deres miljø.
Et klassisk eksempel er sigøjnermølens farveændring som reaktion på kulbrænding. Mutationer, hvor insektet gik fra hvidt til pebret til sort, reddede møllen fra prædation. Det sker også i mindre skala med hundeavl.
En undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet "Genetics", viste, at indavlshunde over seks generationer reducerede den genetiske variabilitet af hjørnetænderne med over 90 %. Det betyder, at disse racer er mere sårbare over for miljøændringer, såsom klimaændringer. De er også mere tilbøjelige til at dø-off, hvis en sygdom løber gennem avlsbestanden.
Ud fra et levedygtighedsperspektiv begrænser far-til-datter hundeavl i høj grad en races evne til at reagere på miljøbelastninger.
Sidste tanker om far-til-datter hundeavl
Folk har brugt selektiv avl gennem tiderne for at fremme ønskværdige egenskaber og øge diversiteten. Det væsentlige at huske er dog, at dens succes afhænger af hundenes genetiske levedygtighed. Indavl, herunder fader-datter-avl, øger risikoen for sygdom og uønskede egenskaber, der kan true en races eksistens. Det er en grusom praksis, der ikke har nogen forløsende værdi i dagens verden.
